Shop Oliver & Oliver

Oliver & Oliver (Oliver y Oliver) ligger i det østlige Santo Domingo (Den Dominikanske Republik) og har tappet rom under navnet Oliver & Oliver siden 1997, men deres rødder stammer fra Cuba. Det er ikke et decideret destilleri, da de ikke selv destillerer rom på fabrikken, men i stedet køber deres rom fra hele den caribiske region. Både fra Panama, Trinidad & Tobago, men også fra deres egen ø, Den Dominikanske Republik, Nicaragua og Colombia.

Oliver & Oliver er nytænkende mht. til brugen af fadtyper, her findes bl.a. rom som har ligget på portvinsfade, Bourgogne-fade og whiskyfade (Puntacana på Tomatin-fade – mums!!). De er heller ikke bange for at udfordre den generelle tankegang, og laver bl.a. Cubanacan Orange – en rom med friskpresset appelsinsaft (som er genial til desserter – brug den til himmelske Crepes Suzettes og server kold fra køleskabet til – eller server med bobler i til velkomst i stedet for Kir Royal – gerne under en skinnende sol og sammen med gedeost med appelsin, mandler og bredbladet persille).
Kendetegnende for al deres rom, er den høje kvalitet og anmelderne kan da heller ikke få armene ned.

Den højest dekorerede rom er uden tvivl Ron Qourhum 30 års, som af Romhatten er blevet kaldt ”verdens bedste rom til prisen” og får 98/100 point!